Vi stod derinde. Regnvejrsmeteor. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Søge ly i den flod. Træerne. Var dine drømme imellem læber?

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Om andre lande, andre folk. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. At forvandle dette rum til et andet. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Og et andet kluns: Dine sætninger. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig.

Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig.

Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig.

Der var noget som å

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Muren omkring ordene.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Et brev. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Når du siger mit navn, svarer min krop. Glashænder. Blæste det virkeligt? Ordene flår i det inderste.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Blæste det virkeligt?

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Bordet vipper.

Intet, jeg modtog intet.

Din krop? Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Lyset i ørknen i udsigten. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi bliver verden.

Det der blæser. Jeg prøver dette tilfælde. Har vi forskellige øjne? I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Hvilken nat fulgte efter natten? Muren omkring ordene. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg skrev mig vild i de dage. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Skriv mig ind i dine læber. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Om overfladen.

Ikke var muligt at komme derind. Sidst, i morges.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg ikke dig. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Bag øjnene sidder en lampe og ser. Vidste du det? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Intimiteten i skriften.

Når du ringer, hører jeg det ikke. Hvor længe havde du drevet i vinden? Oplæsning for intetheden.