Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Var det skovene du kom fra? Som i morges. Hvad skulle glemmes? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg var de dage. Var det markerne du kom fra? En. På et stort stykke hvidt papir. Mørket kaldte vi bare for mørket. Et hav. Vi i det glitrende.

Det er bare. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Noter. Beskrivelser. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Jeg skrev intet ned i den periode.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Sandet.

Indimellem sagde du nogle ord. Den bekymrede er ude af sig selv.

Havde du fundet en grøn sten? Dine diamanter lyser i min mund.

Hvad skal vi med den voldsomme? Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Der var noget som. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Er du på den anden side? Vigtigste.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. Det kunne forsvinde. Vi bliver verden. Stod imod, men skrev: intet. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I natten, en fjern stemme, søvn. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Du trak de yderste bjerge. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

På en rude. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Grå. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg, du, den. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Tidligere: at følge dig blik. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nu skriver jeg igen på det stille. Når vores kroppe er hinanden. Stod imod, men skrev: intet. Jeg har skrevet et kort. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Var der virkelig ild et sted? Jeg skrev intet ned i den periode. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. At se dig. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Ord. Træk mig helt ned. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Et. I læberne i huden.

Dette tilfælde: I mørket, diamanter, dine øjne. Trak jeg de yderste bjerge? Alting ligger bag alting. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Muren omkring ordene.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Et brev. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Solstorm. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Er du havet? Om andre byer, andre verdener. Vi i det glitrende. Men mit sprog er ikke fjendtligt.