Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. At se dig. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Ord. Træk mig helt ned. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Et. I læberne i huden.

Dette tilfælde: I mørket, diamanter, dine øjne. Trak jeg de yderste bjerge? Alting ligger bag alting. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.