Dagene. Ugerne. Vennerne. Brev i april. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Var det markerne? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Oplæsning for intetheden. Ikke glemme floderne i ørerne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Det her er ingen leg. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Det er noget

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Der hang en nice frugt og dinglede.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Sandet. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg læste i aviser, i glemslen.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Der var noget som.

Det generte i skriften. Jeg, den skrøbelige sandhed. Du ville sige noget, du tav. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Brændte det friske løv virkeligt? Så var der en, der lyttede til skovene. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Du i mit vindue. På en rude.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Farverne. Afsavn. Udsagn. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Hvilken nat fulgte efter natten? Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Var det skovene? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Og vi vågnede. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Der lå figner på jorden. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Jeg skrev intet ned i den periode.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Bag træerne.

Der løber ord ud af min hud. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Du skrev ikke længere. Mine linjer kommer igen. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Vi taler om andre betingelser for nærvær. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. At tale var blevet uoverskueligt. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Intet glemmes. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Regnvejrsmeteor. Det er bare.