Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Der er en som dresser up til dans. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Gennem hullet i min hjerne. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg hviskede ind i din drøm. Blæste det virkeligt? Sætningerne er et hav. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg skrev intet ned i den periode. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Sandstorm. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Du, dine øjne. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Sidst, i morges. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg er på den anden side. Du skrev et sår i min fremtid. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Hvor længe havde du drevet i vinden?

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Jeg har skrevet et kort til dig.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Farverne. Brev i april. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Jeg tror, du havde glemt den der. Farvede et sår i dit første ord. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Bag diamanterne.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Vidste du?

Udsigten var håbløs.

På en rude.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Det var ikke skovene jeg kom fra. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Du foldede dig ind i mine ord.

Sandstorm. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Her er dagen allerede langt foran mig.

Under den blå, blå himmel. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.