For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Afsindighed. Udsalgsvarer. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Et genert, et intimt rum. Vi har gardiner. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Ok, svarede du. Du kan være. De bløde bakker udenfor byen. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.

Jeg, jeg. Vores. Hvilken nat fulgte efter natten? Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Jeg, ikke dig. Sætningerne er et hav. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Verden og dens lytten til sig selv. Solstorm.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Min ene pen er rød og den anden sort. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Solens sind. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Kan jeg skrive? Skyggerne skyggede. Tingene tøver. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Et brev.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Du ville sige noget, du tav. Det generte i skriften. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Vi er en samtale bag øjnene. Min ene pen er rød og den anden sort. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Kalken. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Er du på den anden side? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Den skrøbelige. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I læberne og i huden.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Og et andet kluns: Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Var det alligevel koderne, systemerne? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Mening?

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I. Kan skriften være genert? Jeg sad alene i solen. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.