Hav d. 8.07.12 23.49.13 til 23.51.14

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Grå. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Er det?

Jeg er på den anden side af havet.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Samtale d. 8.07.12 23.47.38 til 23.49.09

På et stort stykke hvidt papir. Den sindssyge himmel. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Det giver mening.

Lyset afventer afgang. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Samtale d. 8.07.12 23.43.29 til 23.46.58

Forsvinder ikke.

Jeg er på den anden side. Nordlysets sitren i din stemme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. En nat faldt giraffer ud af drømme. Gennem hullet i hegnet. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Kan jeg skrive sådan? I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Hav d. 8.07.12 23.41.18 til 23.43.25

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg er på den anden side af havet. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg tror, du havde glemt den der. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Hav d. 8.07.12 23.34.27 til 23.37.29

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Ikke var muligt at komme derud. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Nordlyset tøver i vores stemmer. Og en anden dag: Dine diamanter lyser i min mund. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Samtale d. 8.07.12 23.28.59 til 23.34.24

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Du må ikke forsvinde. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg havde glemt den. I natten, en fjern stemme, søvn. Det giver mening. Jeg har plads i min hud. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Kalken. Vi har gardiner. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Samtale d. 8.07.12 23.14.35 til 23.16.11

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Udsigten var håbløs. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Hav d. 8.07.12 23.11.09 til 23.14.32

Solens sind. I et efterår ville jeg være flov. Sætningerne er et hav. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Et genert rum, et intimt rum. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Du må ikke forsvinde.

Det her er en leg. Jeg tænker smukke øjne. Diamanterne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Samtale d. 8.07.12 23.08.21 til 23.11.06

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg ved vi forsvandt. Jeg ville gerne give dig mine. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Mørket kaldte vi bare for mørket. Den sindssyge himmel. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Samtale d. 8.07.12 23.05.54 til 23.08.17

Jeg skrev i en stråle af sol. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Jeg ser dig, ser dig, ikke.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg sad alene i solen. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.