I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Sort.

Over murbrokkerne.

Jeg går bare og venter på den milde måne. Du siger noget om månen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Et brev. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Alting ligger bag alting.

Derinde bag skoven. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det her er ingen leg. Ikke var muligt at komme derind. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Hvad skulle glemmes? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Kan jeg skrive?

Jeg, den skrøbelige sandhed.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Intet glemmes. Vi har gardiner. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Når du siger mit navn, svarer min krop. Blå. Jeg havde glemt den. Nordlysets sitren i din stemme.

Gennem hullet i hegnet. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Udsigten var håbløs. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Regnen, vinden imellem dine læber. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Bussen skrev til dig. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Brev. Den højrenationale himmel. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Skyen skjulte noget for fuglene. Du kan være i dette landskab. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Det gør ikke noget.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Under den blå, blå himmel. Her er dagen allerede langt foran mig. Sætningerne er en ørken. Var det skovene? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Den sindssyge himmel. Mørket kaldte vi bare for mørket. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Vores land.

Et genert, et intimt rum. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Var det skovene du kom fra? Og vi vågnede. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Der var intet som skulle glemmes. Land. Du må ikke. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Udsigten var håbløs. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Intet ligger bag intet. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mørket kaldte vi mørket.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Skyen skjulte noget for fuglene. Et udadvendt rum, et favnende rum. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Mørket kaldte vi mørket.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg skriver dagen igang, stille. Lysene lyste. Sætninger.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I mørket, diamanter, dine øjne. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.