Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg tror, du havde glemt den der. Der var noget som åbnede sig. Er du på den anden side af havet? Vidste du det? Sætningerne er et hav.

Var jeg stille? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Ikke var muligt at komme derind. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Derinde bag skoven.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Over murbrokkerne.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Har vi de samme øjne? Blå. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Jeg var de dage.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg hviskede ind i din drøm. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Nætterne. Ugerne.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Der i kroppen. På en mur. Du i mit vindue. Hvad skulle glemmes? Skyggerne skyggede. Sådan er det. Af alt det kroppen også er. Ikke glemme floderne i ørerne. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hvad skulle glemmes? Bag træerne. Lyset afventer afgang.

Vi er en samtale bag øjnene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det var ikke markerne jeg kom fra. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Diamanterne. Der var intet som skulle glemmes. Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt.

Du kan være. Vidste du det? De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Trak du de yderste bjerge? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi har travlt. Lysene lyste. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Lyset afventer afgang. Derinde bag bjergene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Da blev jeg bange.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Søge ly.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Det var skovene.

Som at skrive i koder. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Det var før du kunne forsvinde. Natten er trans, dagen er trans.

Afsavn. Zeitgeist. Shit. Show. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Svarede du? Intet bag alting. Da jeg lyttede blev jeg bange.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.