Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Der hang figner henover udsigten. Jeg, ikke dig. Skyen skjulte noget for fuglene.

Jeg havde glemt den. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Træk mig helt ned. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Jeg var i din krop, og du? Jeg har skrevet et kort til dig. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi har de samme øjne.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Intimiteten, skriften. Sad jeg alene? Den tredje er ude. Indimellem nogle ord. Er du på den anden side? I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Der er en som dresser up til dans. Det gør ikke noget. Badeferien. Årene. Trak jeg de yderste bjerge? Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks.

Sætninger. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Bag alting. Du trak de yderste bjerge. Var det skovene? Jeg, den skrøbelige sandhed. Mod de yderste bjerge. Indimellem nogle ord. Vi, de uddøde arter. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Og en anden dag: Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sætningerne er et hav. Kan jeg være? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Svarede du? Jeg skriver dagen igang, stille. Når vores kroppe er hinanden.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg var i din krop, og du? Kan jeg være i dette landskab? Når du rør mig er vi hinanden. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Og vi vågnede. Altid er det dette langsomme blik. Jeg ville dig.

Og ord. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Senere i vores linje. Ikke søge ly i den flod. Dine sætninger. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Du trak de yderste bjerge. Sætningerne er et hav. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Dine grene skygger for min mund. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Den sindssyge himmel. Grå. Jeg sad alene i solen. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Ring til mig uden grund. Som i morges. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Nordlyset tøver i vores stemmer. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Tågen i skovene i udsigten. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Vi er et party. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Natten er trans, dagen er trans. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir!

Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak!