Sætninger. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Bag alting. Du trak de yderste bjerge. Var det skovene? Jeg, den skrøbelige sandhed. Mod de yderste bjerge. Indimellem nogle ord. Vi, de uddøde arter. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.