Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Kan jeg skrive sådan? Der var en morgen, et stykke af himlen. Dine grene skygger for min mund.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Sætningerne er et hav. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Du må forsvinde. Du, dine øjne. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Vi i det glitrende. Derude i tomme haller. Vi, hudløse. I huden. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Jeg, du, den. Du må forsvinde. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Ikke glemme. Den tredje er ude. Bagefter, henover en tøven. Jeg var nøgen i de dage.

Er det? Kan jeg skrive? Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Dine ned gennem atmosfæren. Dagen på vores øjne. Der var et script der skyggede for solen. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du siger noget. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Der hang figner henover udsigten.

Det var ikke markerne. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Du siger noget om solen.

Du må ikke. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Bag diamanterne. Hvilken dag fulgte efter dagen? Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Derinde bag skoven. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Den afklarede himmel.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det var før du. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Sådan noget.

Har vi de samme øjne? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Hvad skal vi med den voldsomme? Og vi vågnede. Derinde bag skoven. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Sådan noget. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Sætningerne er et hav.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Jeg tegnede din hud på alting. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.