Jeg er på den anden side. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Hvorfor de yderste? Det var ikke markerne jeg kom fra. Derinde bag skoven. Nu er der en uro i kroppen.

Jeg skrev i en stråle af sol. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Som nu i morges:

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Og vi vågnede.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Dine sætninger. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Du må ikke forsvinde. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Var jeg stille?

Det handler om overfladen. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Afsavn. Vi har de samme øjne.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Da jeg lyttede blev jeg bange.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Du må ikke. Under den blå, blå himmel. Sådan trak du de yderste bjerge. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Træerne. Det var ikke skovene.

Sætningerne er et hav. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Du siger noget om solen. Som at læse glemte aviser. Hver dag fyrer vi op under planeterne. Sætningerne er et hav.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vores land.

Du mod de kommende kyster. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Et udadvendt rum, et favnende rum. Vi bliver verden.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Nordlysets sitren i din stemme. Sad jeg? Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Sad jeg alene? Var det markerne du kom fra? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Du mod de kommende kyster. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Dagene. Ugerne. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Dette hurtige blik imod vandet. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Sådan noget. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.