Den bekymrede er ude af sig selv. Sammen lå vi og kortlagde: Det gør noget. Når jeg ser dig. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Sad jeg? Vi sad alene i natten. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Den højrenationale himmel. Og et andet kluns: Der hang figner henover udsigten. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Lå vi. Der i kroppen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg i dit hjerte. Trak jeg de yderste? Jeg så små rystelser. Jeg havde endnu ikke mødt dig. På en rude. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg var nøgen. Bag diamanterne.

Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Det ,der hænger.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Ved den kyst, havets langsommelighed.

Ikke søge ly.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Er du på den anden side af havet?

Jeg går bare og venter på den milde måne. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

I natten, en fjern stemme, søvn. Kan skriften være genert? Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Altid er det dette langsomme blik. For hvert lag af betydning i stenene. En flamme slog op af min hals. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Stenene og træernes sange.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg skriver dagen igang, stille. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille.

Gennem hullet i muren. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Stjernekontinent. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Bordet vipper.

Jeg er lost i en borderlinenat. Den højrenationale himmel. Og vi vågnede.

Var jeg? Nordlysets sitren i din stemme.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Af alt det kroppen også er. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Ikke søge ly i den flod.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Er du på den anden side af havet?

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Vigtigste.

At tale var blevet uoverskueligt. Et genert rum, et intimt rum. Dine diamanter lyser i min mund. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Landet smuldrer, smuldrer.

Det giver mening. Har vi forskellige øjne?

Der hang figner henover udsigten. Her er dagen allerede langt foran mig. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

At lytte gav ikke længere mening. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Luften og jordens sange.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Det dybeste af alt er huden.

Noter. Beskrivelser. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.