Dine diamanter lyser i min mund. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Et genert rum, et intimt rum. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Hvilken nat fulgte efter natten?

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Der hang figner henover udsigten. Dine diamanter lyser i min mund. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Ikke var muligt at komme derind. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Skyggerne skyggede. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Solens sind. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Dine diamanter lyser i min mund. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Sad jeg alene? Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Hvilken dag fulgte efter dagen?

Dagene. Ugerne. Vennerne. I dine læber. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Den afklarede himmel. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Og vi.

Hvem var det, der skrev:

Der var noget som gled med videre. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Der var noget som gled med videre. Glashænder. Vi, gamle tanker om stilheden. Et wack rum, et rum for stars.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Hvilken nat fulgte efter natten?

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Indimellem sagde du nogle ord. Intet ligger bag intet. Dit navn i skyggerne.

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Og vi vågnede. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Dine øjne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. En flamme slog op af min hals. Jeg sad alene i solen. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

For hvert lag af betydning i klipperne.

Dette langsomme blik imod stenene. Dine diamanter lyser i min mund. Træk sletterne helt ned til klipperne.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Men mit sprog er et landskab.

Du må ikke forsvinde. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg læste glitrende blade. Gennem hullet i min hjerne. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Sådan. Var det alligevel koderne, systemerne?

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

Nordlysets sitren i din stemme. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Kalken. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Træerne.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det gør ikke noget.