Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Der hang figner henover udsigten. Dine diamanter lyser i min mund. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.