Dine diamanter lyser i min mund. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Et genert rum, et intimt rum. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Hvilken nat fulgte efter natten?