Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I bussen skrev jeg en sms til dig. Afsindighed. Udsalgsvarer. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Glasdråbehænder.

Intimiteten i skriften. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Ikke søge ly i den flod. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Afsavn. Sætningerne er et hav. Notesbog. Beskydning. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Whatever; nat efter nat. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg skrev mig vild i de dage. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Sætningerne er et hav. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det handler om. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Sms i den lysende sommer.

Intet, jeg modtog intet. Diamantafkast. I den periode: udsigten, stilheden. Stod imod, men gjorde intet. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Glasdråbehænder. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Stenene og træernes sange.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Lyskrydset. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sådan svarede du. Var disse linjer virkeligt virkelige? Mørket kaldte vi bare for mørket. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Kan skriften være genert?

Jeg har skrevet et kort til dig. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi har gardiner. Blæste det virkeligt? Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Farverne. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Ikke var muligt at komme derind. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Dine diamanter lyser i min mund. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Stenene og træernes sange. Sådan her. Jeg på overfladen.

Af alt det kroppen også er. Sort. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg forsvinder ikke. Kalken. Jeg elsker at se dig.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.