Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg forsvinder ikke. Kalken. Jeg elsker at se dig.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.