I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Whatever; nat efter nat. Da jeg vågnede, var jeg sikker: