Tingene tøver. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Vidste du det? Diamantafkast. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Brændte det friske løv virkeligt?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Grå. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Har vi de samme øjne? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Kan jeg skrive sådan?

Hver dag gled med mig videre. Et hav. Sætningerne er filtrede tråde.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Vi har hverken gardiner eller travlt. Er du havet? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Sms i den lysende sommer. En regning.

Noter. Beskrivelser. Der var noget som åbnede sig. Lyskrydset. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Stod imod, men skrev: intet. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Stod imod, men skrev: intet. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Blæste det virkeligt? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Stod imod, men skrev: intet. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Så trak dagen langsomt på øjne. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Der var noget som åbnede sig. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Blæste det virkeligt? Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Vi er et party. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg læste dine linjer. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Intet glemmes.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Svarede du? I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I læberne i huden. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.