Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Intimiteten i skriften.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Gennem hullet i muren. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Luften og jordens sange. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Der var et script der skyggede for solen. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg kunne mærke dit hjerte. Lyskrydset. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond!

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sort. Solstorm.

Natten er trans, dagen er trans. Solstorm. Solstorm. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Diamantafkast. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Solstorm.

Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer.

Bøgerne tegnede deres egen retning. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Lyset afventer afgang.

Jeg sejlede mellem dine læber.

Det generte i skriften. Diamanterne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Oplæsning for intetheden. Var disse linjer virkeligt virkelige? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er vinden gennem sivene. Regnen, vinden imellem dine læber. Her er dagen allerede langt foran mig. Afsavn. Jeg skrev intet ned i den periode. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Du siger mit navn. Ved den smuldrende beton. Træerne.

Det dybeste af alt er huden? Du siger noget.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Min ene pen er rød og den anden sort.

Nu skriver jeg igen på det stille.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Har vi øjne? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.