Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Har vi øjne? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.