Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.