Du kan være. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Og vi vågnede. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Giver det mening?

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Glashænder. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Bordet vipper.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Farvede ordene milde. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Et brev. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Sad jeg alene?

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Farvede ordene milde. I mørket, diamanter, dine øjne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

På en rude. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Provinsen og gågadens sange. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Glemmes? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Var der virkelig ild et sted?

Sådan svarede du. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Det dybeste af alt er huden. Men mit sprog er et landskab. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Hvad vil disse knuste sætninger?

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og vi faldt i søvn. Det gør ikke noget. Dagene. Ugerne. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Der var intet som skulle glemmes. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Skovene. Provinsen og gågadens sange. Bag træerne.

Et brev. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Det er bare. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. I sollyset, en ædelsten. Jeg så små rystelser. Et rum, et rum. Hvor længe havde du drevet i vinden? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. I læberne i huden. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Sætninger.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg forsvinder ikke.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Nordlyset tøver i vores stemmer. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

I natten poppede samtalerne op. Under den blå, blå himmel. Gennem hullet i min hjerne. Ude ved fabrikkerne. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Du, du venter en sweet sol.