Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Bøgerne tegnede deres egen retning. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Sætningerne er. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Om andre lande, andre folk. Jeg er lost i en borderlinenat.

Verden og dens lytten til sig selv.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Stolen vipper. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine ta

Grå. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Sådan svarede du. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan.

Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Sandstorm. Havde du fundet en grøn sten?

Regnvejrsmeteor. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg læste glitrende blade. Min krop vipper.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg så små rystelser. Jeg forsvinder. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Et genert, et intimt rum. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”. Nu er der en uro i kroppen. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Og vi vågnede.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

På et stort stykke hvidt papir.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Luften og jordens sange. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Stille? Et udadvendt rum, et favnende rum. Indimellem sagde du nogle ord. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Var det markerne du kom fra?

Blå.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Har vi forskellige øjne? Den afklarede himmel. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Vores land.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg havde dig. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Det jeg kom fra.. Landskab?

Jeg i dit hjerte. Diamantafkast.

Vi har travlt. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Tidligere: at følge dig blik. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?