For hvert lag af betydning i stenene. Der var noget som åbnede sig. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Farvede ordene milde.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Mørket kaldte vi mørket. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Min ene pen er rød og den anden sort. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Intimiteten, skriften. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Jeg skriver dagen igang, stille. Et brev. Altid er det dette langsomme blik. Alting ligger bag alting. Når du siger mit navn, svarer min krop.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Vores land. I natten, en fjern stemme, søvn. For hvert lag af betydning i stenene.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Jeg læste glitrende blade. Det var før du kunne forsvinde. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Der løber ord ud af min hud. Alene? Indimellem sagde du nogle ord.

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Sætninger. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Månens sind. Jeg tror, du havde glemt den der. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Det er aldrig det hurtige blik. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Jeg har skrevet et kort til dig. Bagefter sad jeg i timer og læste. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Kan skriften være genert?

Bøgerne varslede en kommende tid. Din krop? Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Oplæsning for intetheden. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, d

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.