Jeg skriver dagen igang, stille. Luften og jordens sange.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Bøgerne var de eneste. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Hvad vil disse knuste sætninger? Luften og jordens sange. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Luften og jordens sange.

Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange.

Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange.

Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange.

Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange. Luften og jordens sange.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Og en anden dag: Et brev. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det var før du. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Oplæsning for intetheden. Der var noget som gled med videre. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Træerne. Har vi forskellige øjne? Det generte i skriften.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Når du siger mit navn, svarer min krop. Hvad med den himmel? Et brev.

Uden grund. Et brev.

Luften og jordens sange.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Bøgerne varslede en kommende tid.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Vi sad alene i natten. Rifterne, rifterne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Derinde bag bjergene. Dine læber, dine læber, dine læber. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.

Du, du.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Afsavn. Udsagn. Der var intet. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg skrev mig vild i de dage. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Dette hurtige blik imod vandet. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Rød. Udsigten var håbfuld. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Nordlysets sitren i din stemme. Var der virkelig ild et sted?

Jeg var nøgen. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Vi har øjne. En regning. Du kan være i dette landskab. At tale var blevet uoverskueligt. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl.

Skitser. Udflåd.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Vi sad alene i natten. Bag træerne.