Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Og en anden dag: Et brev. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?