Mine gadgets er hvide som dine knogler. Hvem var det, der skrev:

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det her er ingen leg.

Hvad skal vi med den voldsomme? Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Træk sletterne helt ned til klipperne. Jeg har skrevet et kort til dig. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. I natten, en fjern stemme, søvn. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Kan jeg være i dette landskab? Brev i april. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Muren omkring ordene. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Sætningerne er et hav. Sad jeg alene? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Stolen vipper. Kan jeg skrive sådan? Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Ordene, små toppe af skum. Sover ASAP. I læberne og i huden. I bussen var der en, der gik ud af sig selv.

Du siger noget om solen. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Et brev. Dagene. Ugerne. Vennerne. Du, dine øjne. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Når du siger mit navn, svarer min krop. Tidligere: at følge dig blik. Skrid, svarede du.

Min skrift er farvet af sig selv.

Min krop vipper. Jeg lyttede til dit hjerte. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sort. Og stoffernes sammensmeltninger.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Brev i april. Havde du fundet en grøn sten? At tale var blevet uoverskueligt. Dagene. Ugerne. Vennerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? I bussen fulgte en samtale fraværet op.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Lyskrydset. Intet, jeg modtog intet. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg ser dig, ser dig, ikke. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.