Min skrift er farvet af sig selv.

Min krop vipper. Jeg lyttede til dit hjerte. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sort. Og stoffernes sammensmeltninger.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.