Sætningerne er et hav. Sad jeg alene? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.