Provinsen og gågadens sange. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Dette hurtige blik imod vandet. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Hvor vil det ødelagte sprog hen? Træerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Stod imod, men skrev: intet. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skriver dagen igang, stille. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Sætningerne er sarte kredsløb. Af alt det kroppen også er. Altid er det dette langsomme blik. Rifterne.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Provinsen og gågadens sange. Et brev. Mail i november. Der lå figner på jorden. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Der var noget som. Ordene, syrlige rifter af blod. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Kan jeg skrive sådan? Bag alting. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Kan jeg skrive sådan?

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Jeg har skrevet et kort til dig. Hvirvlende, stirrende, syngende. At dette andet.

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg forsvinder ikke. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Diamantafkast. Dine grene skygger for min mund.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Farverne. I læberne og i huden. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Brændte det friske løv virkeligt? De matte hemmeligheder inde i træet. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Der var noget som. Sandet.

Det gør noget. Skrid, svarede du. Intimiteten, skriften.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Ordene, små toppe af skum. Tingene tøver. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

Var jeg stille? Stod imod, men skrev: intet. Jeg lyttede til dit hjerte.

Skovene.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Var disse linjer virkeligt virkelige? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Brev i april.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Stod imod, men skrev: intet.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Sætningerne er et hav. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.