Provinsen og gågadens sange. Et brev. Mail i november. Der lå figner på jorden. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Der var noget som. Ordene, syrlige rifter af blod. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Bøgerne tegnede deres egen retning.