Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Nu er der en uro i kroppen. Var det skovene du kom fra? Du kan være i dette landskab. Sætningerne er sarte kredsløb. En regning. Diamanterne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Dit navn var alt jeg hørte. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Oppe på bakken. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Og vi vågnede. Derinde bag skoven.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Den sindssyge himmel.

Afsavn. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Kan jeg skrive sådan? Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

På en rude. Byen.

Kalken. Sådan svarede du. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du mod de kommende kyster. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet.

At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet.

Jeg læste dine linjer. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Du i mit vindue, i min vindueskarm. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Det er aldrig det hurtige blik. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Brev i april. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Var det markerne? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Oplæsning for intetheden. Ikke glemme floderne i ørerne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Det her er ingen leg. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Det er noget

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Der hang en nice frugt og dinglede.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Sandet. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg læste i aviser, i glemslen.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.