Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Der var noget som.

Det generte i skriften. Jeg, den skrøbelige sandhed. Du ville sige noget, du tav. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Brændte det friske løv virkeligt? Så var der en, der lyttede til skovene. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Du i mit vindue. På en rude.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Farverne. Afsavn. Udsagn. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Hvilken nat fulgte efter natten? Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Var det skovene? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Og vi vågnede. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Der lå figner på jorden. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Jeg skrev intet ned i den periode.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Bag træerne.

Der løber ord ud af min hud. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Du skrev ikke længere. Mine linjer kommer igen. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Vi taler om andre betingelser for nærvær. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. At tale var blevet uoverskueligt. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Intet glemmes. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Regnvejrsmeteor. Det er bare.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Om andre byer, andre verdener. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Om andre byer, andre verdener. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener.

Om andre byer, andre verdener.

Der lå figner på jorden. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Du siger noget om solen. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Vi, bag øjnene. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg ville gerne give dig mine. Trak jeg de yderste bjerge? Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Et genert, et intimt rum.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Noter. Beskrivelser. Sms i den lysende sommer.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Skrid, svarede du. Havde du kysset en anden? Hvirvlende, stirrende, syngende.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Sådan svarede du. De vigtigste. Min ene pen er rød og den anden sort. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. At forvandle dette rum. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Jeg, den skrøbelige sandhed.