Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Var det skovene? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Og vi vågnede. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Der lå figner på jorden. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.