Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Farverne. Afsavn. Udsagn. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Hvilken nat fulgte efter natten? Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.