Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Der var noget som.

Det generte i skriften. Jeg, den skrøbelige sandhed. Du ville sige noget, du tav. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Brændte det friske løv virkeligt? Så var der en, der lyttede til skovene. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Du i mit vindue. På en rude.