Stod imod, men skrev: intet. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sætningerne er en ørken. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Når du ringer, hører jeg det ikke. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Sætningerne er et hav. Når du siger mit navn, svarer min krop. Det er bare. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Luften og jordens sange. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Muren omkring ordene. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Bøgerne tegnede deres egen retning. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Stod imod, men gjorde intet.

Lyset i ørknen i udsigten. Du trak mig med til de yderste bjerge. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dette langsomme blik imod stenene.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg forsvinder. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Farvede et sår i dit første ord.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sletten forvandler sig til mørke og sten. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow!

Hvad tæller du til? Der var noget som åbnede sig. Var det markerne? Ring til mig uden grund. Har vi de samme øjne? Giver det mening? I et efterår ville jeg være flov. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys.

Rifterne. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Sammen lå vi og kortlagde: Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Der hang en nice frugt og dinglede.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg har skrevet et kort til dig. Sætningerne er et hav. Diamanterne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg tegnede din hud på alting.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Det er bare.

Når du siger mit navn, svarer min krop. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Oppe på bakken. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Træerne.

Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sover ASAP. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Det var ikke markerne.

Sådan noget. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. En nat faldt giraffer ud af drømme.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne hvilede omkring kaffen.