Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg ville gerne give dig mine. Afsindighed. Udsalgsvarer. Dagene. Ugerne. Vennerne. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Regnvejrsmeteor. Var der virkelig ild et sted? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Dagene. Ugerne. Trak du de yderste bjerge? Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Dansende, legende, lyttende. Du siger noget om solen. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Der var noget som åbnede sig. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Ord. Asfalt. Ubeslutsomhed. Dette hurtige blik imod vandet. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg bladrer i en

Solstorm.

Et udadvendt rum, et favnende rum. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Ensomheden i linjernes fald.

Ordene flår i det inderste. Solstorm. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Dine sætninger. Sætningerne er en ørken. Jeg elsker at se dig. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. De yderste kyster, en grøn sten. Ikke var muligt at komme derud. Landet smuldrer, smuldrer. Skriv i dine læber. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Og vi. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Bordet vipper.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Og ord, og ord, og.

I den periode: udsigten, stilheden. Havde du fundet en grøn sten?

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

I natten poppede samtalerne op.

De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Intet, jeg modtog intet. Intimiteten i skriften. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Senere i dine øjne. Altid er det dette langsomme blik. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Grå. Jeg er på den anden side af havet. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Træk mig helt ned. Det gør ikke noget.

Når du siger mit navn, svarer min krop. At tale var blevet uoverskueligt.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.