Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. På en. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg går bare og venter på den milde måne. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Ilden. Oppe på bakken. Her er dagen allerede langt foran mig.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Sætningerne er et hav. Ord. Sad jeg alene?

Hvem var det, der skrev: Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. At tale var blevet uoverskueligt. I læberne og i huden. Jeg skrev mig vild i de dage. Var disse linjer virkeligt virkelige? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Odense, Esbjerg, Roskilde. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Du, du.

Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I den periode: udsigten, stilheden. Dine diamanter lyser i min mund. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

Var det bare regnen? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Intimiteten i skriften. Som at lade tungen føle, slynge, smage.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Det er wack! Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Dine diamanter lyser i min mund. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Du må ikke forsvinde. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Et genert rum, et intimt rum.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Solstorm. Jeg var i morges. Dine diamanter lyser. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Muren omkring ordene.

Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Du kom fra?

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Hvad med den himmel?

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Og en anden nat: Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Dine diamanter lyser i min mund.