Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det? Mod de yderste bjerge.

Var dine drømme imellem læber? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Er du på den anden side af havet? Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du foldede dig ind i mine ord. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Dine diamanter lyser i min mund. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I bussen fulgte en samtale fraværet op.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Men mit sprog er et landskab.

Bøgerne tegnede deres egen retning. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du kom fra? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Et sted er der en. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Du siger noget om månen.

Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Derinde bag skoven. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Der var noget som åbnede sig.

Blå. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Det er aldrig det hurtige blik. Ikke søge ly. Var jeg stille? I bussen skrev jeg en sms til dig. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg skrev intet ned i

Hvad skal vi med den voldsomme?

To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. I min mund. Her er natten allerede et stort show. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! I natten, i søvn. Luften og jordens sange. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Som nu i morges: Taster en sætning i mørket, i lyset. Når dine øjne. Farvede et sår i dit første ord.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kalken. Mørket kaldte vi mørket. Har vi de samme øjne? Den tredje er ude. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg prøver dette tilfælde. Senere i vores linje. Vi, bag øjnene.

Når dit navn igennem sandet. Og ord, og ord, og. Du trak de yderste. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Men mit sprog er et landskab. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du ville sige noget, du tav. Den sindssyge himmel. Vi i det glitrende. Stod imod, men skrev: intet. Jeg på overfladen. Blæste det virkeligt? I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Var det skovene du kom fra?

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi, øjne? Blå øjne mod den milde himmel. Afsavn. Udsagn. Alting bag alting. Hvis jeg ville have dit blik.

Hver dag gled med mig videre. Træk mig helt ned. Dette tilfælde: Jeg, du, den. At tegne øjne i sætninger. I dine læber. Hvad tæller du til? Afsavn. Udsagn. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Så trak dagen langsomt på øjne.

Men noget blev i de tomme haller.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vi har gardiner. Mørket kaldte vi mørket. At tale var blevet uoverskueligt. Ikke glemme.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hvis jeg ville have dit blik.

Det dybeste af alt er huden. Vi har øjne. Ikke floderne i ørerne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.