Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kalken. Mørket kaldte vi mørket. Har vi de samme øjne? Den tredje er ude. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg prøver dette tilfælde. Senere i vores linje. Vi, bag øjnene.

Når dit navn igennem sandet. Og ord, og ord, og. Du trak de yderste. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.