Det dybeste af alt er huden. Vi har øjne. Ikke floderne i ørerne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.