Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Udsigten var håbfuld. Et brev.

Du siger noget om solen. Den sindssyge himmel. I den periode: udsigten, stilheden. Mine linjer kommer igen. Mørket kaldte vi mørket. Vi sad alene i natten. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.