Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. At tale var blevet uoverskueligt. I læberne og i huden. Jeg skrev mig vild i de dage. Var disse linjer virkeligt virkelige? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.