På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Var det markerne? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Oplæsning for intetheden. Ikke glemme floderne i ørerne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Det her er ingen leg. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Det er noget