Kan jeg skrive sådan? Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

På en rude. Byen.

Kalken. Sådan svarede du. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.