At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg så små rystelser. Jeg forsvinder. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Et genert, et intimt rum. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”. Nu er der en uro i kroppen. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.